I Bøgen er vi godkendt til 10 børn, men vælger selv ud fra vores børnegruppe, hvor mange børn, vi tager ind. Vi vægter en god normering og tid til det enkelte barn højt.
Flere hænder giver mulighed for at lave aldersopdelte aktiviteter, så vi kan tilgodese både de små og de større børn. Det giver os samtidig mulighed for at imødekomme børn med særlige behov. En stor fordel er også, at børnene ikke er alene, når et barn bliver skiftet eller puttet.
Flere børn sikrer, at dit barn er sammen med børn, det er jævnbyrdigt med - enten aldersmæssigt eller interessemæssigt. Barnet får både fordelene ved at kunne spejle sig i børn på samme alder og lære noget af at være sammen med yngre/ældre børn.
I hverdagen kan dit barn hos os derfor drage fordel af mange af de gode sider fra både dagpleje og vuggestue, men hvor vi stadig kan tilbyde et hjemligt og roligt miljø.
Vi prioriterer højt, at børnene får en rolig dag med faste rutiner. Vi har god tid til tingene, da vi ikke mener, at en stresset hverdag hører hjemme for små børn. vi tror på, at rutiner, forudsigelighed og genkendelighed giver børn tryghed. Et trygt barn, der kan hvile i nuet og ikke behøver at fokusere på, hvad der nu skal ske, har bedre forudsætninger for at udvikle sig.
Med rutinerne som fast ramme vil hverdagens indhold blive tilpasset for bedst muligt at møde børnene, hvor de er, og hvad de kan rumme netop den dag.
Vigtigst er altid, at vi har god tid og tager tingene i børnenes tempo.
Som udgangspunkt ser vores hverdag sådan ud:
06:30-08:45: Børnene modtages, fri leg ude eller inde og eventuelt en lur til de mindste.
09:00-09:30: Vi holder en kort samling, hvor vi ved hjælp af vores børnekalender snakker om, hvilken dag det er, hvilken årstid, hvad der skal ske i dag, og hvordan vejret er. Herefter spiser vi formiddagsmad.
09:30-11:00: Planlagt aktivitet enten ude eller inde.
11:00-12:00: Frokost.
Ca. 12:00: Børnene puttes til middagslur. De sover, til de vågner.
14:00: Eftermiddagsmad til de børn, der er vågne. De sovende børn bliver tilbudt eftermiddagsmad, når de vågner. Herefter fri leg ude eller inde til børnene bliver hentet.
I Bøgen er vi ude stort set hver dag. Der vil være fokus på årstidernes skiften, forskelligt vejr og hvordan vi kan bruge naturen til leg, læring og oplevelser. Her vil vi både benytte haven og nærområdet. Når vejret tillader det, spiser vi også måltiderne udendørs - enten på vores børnebænke herhjemme eller på tur. Vi tror på, at børn har glæde af både at opleve at gynge i skyggen af bøgetræerne en dejlig sommerdag og af at hoppe i vandpytter i silende regnvejr - selvfølgelig godt pakket ind i regntøj.
Det er påvist, at børn udfolder sig mere naturligt, når de kommer ud under åben himmel. Sollys får kroppen til at producere glædeshormoner. Gennem udeliv og oplevelser ude lærer barnet om sig selv og om, hvordan verden hænger sammen. Ifølge forskning har det en positiv effekt på barnets trivsel og læring.
Vi laver et årshjul med en overordnet plan for, hvad der skal ske i løbet af året. Derudover laver vi en månedsplan, hvor vi beskriver de enkelte ugers aktiviteter og mål.
Årshjulet bliver delt med jer forældre, så I kan følge med i årets temaer og vigtige datoer som sommerfest og bedsteforældredag.
Hver måned omkring den første deler vi også månedens plan, så I kan følge med i og understøtte jeres barn i at tale om, hvad vi laver.